
Nye undersøgelser fra USA viser, at katte fra røgfyldte hjem har kræftfremkaldende stoffer fra tobaksrøg i deres urin.
Det skriver metroXpress. Den viden støttes af en anden undersøgelse fra 2003, der afslører, at 'rygerkatte' der har levet i røg i mere end fem år, har mere end tre gange så stor risiko for at udvikle lymfekræft og dobbelt så høj risiko for mundhulekræft som 'ikkeryger-katte'.
Samtidig har tidligere studier vist, at hunde får kræft i snuden og lungerne af røg. Meget tyder altså på, at kæledyr har lige så dårligt af røg som mennesker.
Forskerne herhjemme mener dog, det skal undersøges nærmere. Ifølge Annemarie Kristensen, professor ved Biovidenskabeligt Fakultet på Københavns Universitet, er der ingen tvivl om, at det er sund fornuft, at dyr også tager skade af passiv røg.
»Vi ved jo, at det er sundt for mennesker at stoppe med at ryge, så derfor burde vores kæledyr nok også slippe - men vi kan ikke videnskabeligt sige, det samme gælder helt præcist. Der mangler flere undersøgelser,« siger hun.
Kæledyr er blevet glemt
Dyrlæge hos Kattens Værn Tom Schantz Kristensen medgiver, at rygning og kræft hos kæledyr kan hænge sammen.
»Kræft hos katte er ganske almindeligt, og jeg kan ikke bedømme, om det skyldes tobaksrøg. Vi ved dog, at p-piller forårsager kræft i mælkekirtlerne hos katte, og rygning er skadeligt for mennesker. Men selv om det virker logisk, har jeg ikke set nogen egentlig linje imellem rygning og kræft i de 35 år, jeg har arbejdet med katte,« siger han.
Professor Annemarie Kristensen forklarer, at sammenhængen mellem kræft i husdyr og tobaksrøg, muligvis kan undersøges som led i et ph.d-studie.
»Kæledyrene er blevet glemt, fordi de menneskelige ofre har været så alvorlige. Men der er ingen tvivl om, at det er noget, der skal undersøges nærmere, specielt fordi viden om kæledyr kan give ny viden om os mennesker,« siger hun.
Hos Dyrenes Beskyttelse opfordrer direktør Ole Münster alle rygere til at tage hensyn til både to- og firebenede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar