
Over halvdelen af landets hunde og katte er overvægtige, og flere og flere kældedyr bliver ramt af sukkersyge. Årsagen er forkert kost, lyder det samstemmende fra en ny undersøgelse og en dansk dyrlæge, der dog mener, at man i Danmark er på vej til at bremse fedmeepidemien blandt hunde.
Fido får for lidt motion, og lidt for ofte består kosten af sovs, kartofler og andre rester fra middagsbordet.
"Det er blevet bedre, men det er stadig ikke så godt som vi kunne ønske os. Vi har stadig meget store problemer med overvægt - specielt blandt dyrene i byerne. 60-70 pct. af bykattene burde tabe sig, og i hvert fald halvdelen af hundene i Danmark er overvægtige," siger dyrlæge Johannes Hecht-Nielsen, som har klinik på Østerbro og er tidligere formand for de praktiserende dyrlæger.
"Hundene får for lidt motion og for meget mad. Ejerne bruger madskålen og godbidderne som trøsteredskab, når de går hjemmefra. Det er alt for nemt, og man gør dyrene en bjørnetjeneste," siger han.
Han peger også på, at mange hunde- og katteejere fodrer med forkert mad.
"Det er blevet bedre. Levealderen blandt hunde er steget væsentligt inden for de seneste 10 år. Det skyldes indførelse af tørfoder i god kvalitet, som har overtaget en stor del af markedet, men den klassiske fejl er, at hundeejere vil være gode ved deres dyr og derfor putter sovs på tørfoderet eller blander leverpostej i. Eller også giver de hunden resterne af middagsmaden eller giver katten en halv pose rejer, der blev til overs," siger dyrlægen, der anbefaler, at man holder sig til tørfoder og giver godbider af tilsvarende kaloriefattigt indhold.
En ny undersøgelse fra University of Edinburgh viser ifølge Times, at hver 230. huskat lider af sukkersyge på grund af fejlernæring og mangel på motion.
Det tal kan ifølge den danske dyrlæge være endnu større.
"Jeg oplever sukkersyge som et stærkt stigende problem. Jeg ser mange katte med sukkersyge, og tallet ville være endnu større, hvis man undersøgte alle katte, for mange katte lider af sukkersyge, uden at det er blevet diagnosticeret."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar